December er en travl måned. Det gælder også for brandvæsenet, der rykker ud til 35 pct. flere brande i private hjem i december end i en gennemsnitsmåned. Brandvæsnet slukkede i gennemsnit 459 brande i private hjem i december måned i årene 2013-2017.

Derfor er juletiden en rigtig god anledning til at teste og sætte røgalarmer op i hjemmet. Den 1. december er fælles nordisk røgalarmdag – en dag, der skal minde os om, at vi kan forbedre brandsikkerheden i vores hjem ved at have fungerende og opsatte røgalarmer.

Vær opmærksom i køkkenet og med de levende lys

Lidt under en tredjedel af alle brande i private hjem, som brandvæsenet rykker ud til, opstår i køkkenet på grund af uforsigtighed særligt i forbindelse med madlavning. Det kan for eksempel være, at man får stillet en gryde med madrester eller lagt et viskestykke fra sig på en tændt kogeplade.

Foruden de over 4.000 brande i private hjem, som brandvæsenet rykker ud til om året, opstår der årligt over 45.000 såkaldte ”happy fires”, hvor folk selv slukker branden uden brandvæsenets hjælp. Af de, som har oplevet en brand i egen bolig eller i nærheden, siger mange, at branden skyldes brug af levende lys, særligt i juletræ eller juledekoration.

Sidste år rykkede Vestsjællands Brandvæsen ud til 14 brande i december.