Forsigtig med brug af ild!
Ved lange perioder uden vand, begynder naturen at blive gul. Når det bliver rigtig tørt øges risikoen for, at brande der opstår i det fri og de kan brede sig meget hurtigt og i værste fald, blive meget voldsomme.
Når der opstår tørkeperioder, er det vigtigt at du holder øje med brandfare.dk for at få en indikator af hvor tørt det er der, hvor de befinder dig i landet. Det vil fremgå af brandfare.dk hvis der er udstedt afbrændingsforbud, lige som det vil fremgå af vsbv.dk og din kommunes hjemmeside.
Hvis ikke der er lavet afbrændingsforbud er der dog god grund til, at du er lidt mere forsigtig end du måske er til dagligt, eksempelvis ved at følge de gode råd nedenfor. Skal du udføre aktiviteter der frembringer åben ild som eksempelvis afbrænding af bål eller grille, så husk følgende:
- sørg for at gældende afstandskrav overholdes.
- hav slukningsredskaber tilgængelig inden afbrænding påbegyndes – eks. haveslange, branddasker, skovle m.v. i et omfang så du til enhver tid kan afbryde din afbrænding.
- røgen må ikke være til ulempe for dine omgivelser – herunder vej- og lufttrafikken.
- hold afbrændingen under konstant opsyn (af en voksen).
- sørg for at ild og alle gløder er slukket ved afbrændingens afslutning (gælder også for grill).
- Du må ikke afbrænde i hård vind (over 10,8 m/s). Hvis det blæser op skal du straks afbryde din afbrænding.
Undlad ukrudtsbrænding
Flammebehandling af ukrudt virker allerbedst når planterne er fugtige, da ukrudt i virkeligheden skal koges – ikke brændes. Da det samtidig er meget tørt, er brugen af ukrudtsbrænderen også ret risikabel at anvende.
Hvis du alligevel vælger at bruge den under en tørke, så sørg for, at have vand klar til slukning hvis uheldet er ude, og hold særligt godt øje med det flammebehandlede område, både under og efter du har brændt.
Hav også mobiltelefonen med i lommen, så du hurtigt kan alarmere hvis du ikke selv kan slukke branden.
Beredskabsstyrelsen har udgivet vejledningen; ” Grill, bål og ukrudtsbrænder – med omtanke”, der indeholder masser af gode råd til hvordan du sikkert omgås brug af åben ild.