Skip til hoved indholdet

Sikker brug af grill

Oprettet 20 juni 2022

I Vestsjællands Brandvæsens dækningsområde (Holbæk, Kalundborg og Odsherred kommuner) har der over en årrække på 5 år i gennemsnit været 12 brande forårsaget af bål, grill eller bortkastelse af aske, om året.

Risikoen for brand i forbindelse med brug af grill eller bål kan mindskes ved at følge nogle gode råd.

  • Brug aldrig brandfarlige væsker, når du griller og tænder bål – det er sikrest at tænde op med grillstarter eller optændingsblokke
  • Grill kun udendørs – ved brug af grill f.eks. i en udestue er der fare for kulilteforgiftning, som er livsfarlig
  • Hav altid vand i nærheden – så kan du nemt slukke, hvis en glød får fat i tørt buskads, dugen på bordet eller andet brændbart, og du kan køle huden, hvis du bliver forbrændt. Det er også en god idé at nedkøle din grillstarter efter brug
  • Placer grillen eller bålet i sikker afstand og på et stabilt underlag – generelt er det vigtigt at holde afstand til tørre planter, bygninger og andet, der kan brænde
  • Aske og kulrester skal være helt kolde, før du smider dem ud eller forlader bålpladsen - det kan tage over et døgn, før asken og kulresterne er kolde, og der ikke er gløder tilbage

Særligt ved gasgrillen

Hvis du har en gasgrill, skal du desuden regelmæssigt tjekke regulator og slange for utætheder og huske at lukke for gassen på regulatoren eller afmontere regulatoren efter brug.

HVIS UHELDET SKER SKAL DU:

-   Ring 1-1-2, hvis der opstår brand

-   Ved lettere forbrænding – skyl med køligt vand til smerterne er væk

-   Ved sværere forbrændinger – skyl med køligt vand og ring 1-1-2

Hold dig løbende orienteret på; brandfare.dk om brandfaren i lige præcis det område du befinder dig i.