Skip til hoved indholdet

Brandsyn

BRANDSYN

Vestsjællands Brandvæsen gennemfører lovmæssige brandsyn i bygninger, hvor mange mennesker samles eller hvor mere end 10 personer skal sove.
Brandsynet har til formål at forhindre brand og andre ulykker og varsles i forvejen. Brandsynet er en "kontrol" som udføres med fysisk fremmøde af den kommunale brandmyndighed. 

Lov hjemmel for brandsyn findes her 

Nye regler 

I 2021 trådte en ny bekendtgørelse om brandsyn i kraft. Dette har medført at den måde vi tidligere har udført brandsyn på ikke længere er gældende. Det er med udgangspunkt i andre og i nye krav der gås brandsyn end hidtil. 

Hvad er brandsyn

Ved et brandsyn efterses det om vilkårene for brandsikkerheden, som er fastsat i byggetilladelsen, overholdes. Der ses efter om den daglige drift ikke bliver en hindring for brandsikkerheden, f.eks. ved at flugtvejene bliver blokeret. 

Vi bestræber os altid på at have en god dialog under et brandsyn som altid foretages sammen med enten bygningssejer, driftsansvarlig eller anden udpeget medarbejder. Et brandsyn varsles almindeligvis 14 dage i forvejen, men kan i særtilfælde også foretages uvarslet, dette er dog sjældent brugt. 

Der kan i forbindelse med et brandsyn afgives et påbud af brandmyndigheden, om at få bragt nogle forhold i orden. Står det helt skidt til, så kan der lægges forbud mod at bruge stedet. 

Det er bygningens ejer eller en driftsansvarlig som har ansvaret for at vilkårene i byggetilladelsen bliver overholdt. 

Her kommer Vestsjællands Brandvæsen bl.a. på brandsyn

  • Hoteller med flere end 10 sovepladser
  • Plejehjem med flere end 10 sovepladser
  • Skoler og uddannelsesinstitutioner med flere end 150 personer
  • Vuggestuer og børnehaver med flere end 50 personer eller mere end 10 sovende
  • Forsamlingslokaler, biografer og koncertsale med flere end 150 personer
  • Butikker, diskoteker, natklubber og restauranter med flere end 150 personer
  • Visse forsamlingslokaler, biografer og koncertsale med 51 – 150 personer
  • Visse diskoteker, natklubber og restauranter med 51 – 150 personer
  • Brandfarlige virksomheder og oplag
  • Fredede bygninger
  • Campingpladser
  • Større udendørs arrangementer
  • Cirkustelte til flere end 150 personer