Drift, Kontrol og Vedligehold
Her finder du informationer vedrørende DKV-plan og hvad der forventes af dig som bygningsejer eller driftsansvarlig.
Nyttige links:
Ejer
Det er bygningsejeren, der har det overordnede ansvar for bygningens drift, kontrol og vedligeholdelse. Ejeren af bygningen kan udpege en person (driftsansvarlige), der varetager den daglige drift, kontrol og vedligeholdelse af de brandmæssige aspekter. Bygningsejer skal i dette tilfælde give den driftsansvarlige person de nødvendige beføjelser til at varetage dette.
Det er den til enhver tid værende ejer af en bygning, der er ansvarlig for bygningens lovlighed.
Udpegning af en driftsansvarlig fritager ikke ejer for de pligter, som følger af byggeloven og BR18.
Driftsansvarlig
Driftsansvarlig varetager på bygningsejerens vegne drift-, kontrol og vedligehold af bygningen. Den driftsansvarlige kan både være udpeget af bygningen ejer eller være lejer af bygningen.
Der kan sagtens være flere driftsansvarlige, ligesom der kan være afløsere for driftsansvarlig. Opgavefordelingen skal bare være klar.
- Lejer
Hele eller dele af en bygning kan være udlejet og der kan i den forbindelse være forhold ifm. drift-, kontrol og vedligeholdelse, hvor lejer har forpligtelser. Det er vigtigt at have en skriftlig aftale om, hvilke dele af drift-, kontrol og vedligeholdelse som lejer skal stå for, og hvilke dele ejer selv sørger for. Dette kan f.eks. gøres i lejekontrakten. Det er dog fortsat ejers ansvar at disse elementer vedligeholdes sikkerhedsmæssigt forsvarligt
Markering, skiltning, opslag og planer
Plantegninger, herunder pladsfordelingsplaner og belægningsplaner el.lign. skal ophænges synligt for borgere/publikum, på et lettilgængeligt sted.
Planerne og skilte kan fortælle hvordan fx møblementer må opstilles, hvilke døre der er flugtveje, hvor brandslukningsmateriel mv. skal placeres.
Udførsel af disse planer, kan ske efter bilag 13 i BR18. Eksisterende godkendte planer er stadigvæk gældende.
Flugtveje
Bygninger er indrette med flugtveje, så der er muligt at evakuere i tilfælde af brand. Flugtveje indbefatter både døre direkte til det fri, flugtvejsgange og -trapper.
Flugtvejstrapper må ikke anvendes til andre formål end flugt. Opsætning af inventar, løsgenstande og lign. Kan derfor ikke finde sted.
Flugtvejsgange kan benyttes til andre formål end trafik, hvis det enten fremgår af en brandstrategirapport eller hvis følgende punkter overholdes:
- Møbler og inventar må ikke overstige en større brandbelastning end højst 50 MJ/m2 (svarende til ca. 2,5 kg træ eller 1,5 kg plast, herunder opskummet plast for polstring af møbler) jævnt fordelt i flugtvejsgangen.
- Møbler udført i ubrændbart materiale eller svær antændelige materialer kan accepteres. Let polstrede møbler kan anvendes. Alle indgår dog stadigvæk i de 50 MJ/m2.
- Der kan opsættes håndspritdispensere til brug for hånddesinfektion på stedet, hvis der er væsentlige sundhedsmæssige hensyn. Størrelsen på dispenseren må max være 1 liter pr. dispenser.
- Opslagstavler og kunst i begrænset omfang og højst 20% af vægarealet jævnt fordelt.
- Der må ikke opsættes elektriske apparater i flugtvejen. Lysarmaturer og mindre informationsskærme (fx 10” skærm) er accepteret.
- Flugtvejen må ikke reduceres og skal være minimum 1,3 meter bred.
- Opstilling af møbler og inventar må kun ske uden for ganglinjen.
Husk også at friholde ganglinjerne udenfor bygningen.
Branddøre/flugtvejsdøre
Døre i flugtvejen skal kunne bruges uden brug af værktøj eller nøgle.
Flugtvejsdøre må ikke dækkes af skærme, gardiner, inventar og lign. Evt. flugtvejsbelysning skal også være synlig hele tiden.
På ydersiden skal flugtvejsdøren friholdes for inventar, oplag, beplantning og lignende, så flugt kan ske væg fra bygningen.
Sker flugt igennem kasseopstillinger, porte, skydedøre og lignende skal flugt kunne ske på trods af strømsvigt.
Branddøre skal være lukket. Branddøre er normalt forsynet med en pumpe, der automatisk lukker døren efter brug. Branddøre med pumpe må ikke fastholdes med kiler, snore eller lignende. Pumpen må heller ikke pilles af.
Ønsker man at branddøren med pumpe skal kunne holdes i åben stilling, så kan man installere et ABDL-anlæg (Automatisk branddørlukningsanlæg)
Branddøre uden pumpe skal så vidt det er muligt, lukkes i tilfælde af brand. Personalet skal informeres om dette.
Uddannelse og instruks
Der skal være udarbejdet ordensregler, som bl.a. kan omhandle hvordan brand forebygges, at flugtveje og redningsåbninger ikke må spærres og at der ikke må placeres brændbare materialer i teknikrum.
Der skal forefindes en brand- og evakueringsinstruks, som beskriver hvad der skal foretages, hvis der opstår brand i bygningen.
Personale, der færdes i bygningen være instrueret i brand- og evakueringsinstruksens indhold og placering, samt deres rolle i instruksen. De skal ligeledes være instrueret i ordensreglerne. Her på siden findes der både skabeloner for brand- og evakueringsinstruks, men også for ordensregler.
Personalet skal derudover i relevant omfang være instrueret i placering og brug af håndslukningsudstyr og brandtekniske installationer.
Hvor kan jeg læse nærmere om dette
For bygninger med særlige driftsmæssige anvendelser har udover de generelle regler nogle ekstra regler. Dette gælder for følgende:
- Bygningsafsnit i anvendelseskategori 2 med undervisningsafsnit til flere end 150 personer.
- Bygningsafsnit i anvendelseskategori 3 til flere end 150 personer.
- Bygningsafsnit i anvendelseskategori 5 med soverumsafsnit med flere end 10 sovepladser.
- Bygningsafsnit i anvendelseskategori 6 til flere end 50 personer eller med flere end 10 sovepladser.
Bygningsdele og brandtekniske installationer skal vedligeholdes i hele bygningens levetid, så brandsikkerheden mindst svarer til opførelsestidspunktet
Vedligeholdelse af bygningsdele og brandtekniske installationer skal som udgangspunkt foretages efter leverandørernes/producentens anvisninger. Disse anvisninger bør den driftsansvarlige have adgang til. Uanset om anvisningerne er til rådighed, skal vedligehold dog foregå med de minimumsintervaller og det minimumsindhold som er beskrevet i bygningsreglement 2018 (BR18).
Egenkontrol af bygningsdele og brandtekniske installationer
Egenkontrol er den kontrol som driftsansvarlig selv kan/skal udføre. Omfanget af egenkontrollen er beskrevet i BR18.
Egenkontrollen skal føres i log i form af logskemaer, logbøger eller digital logning. Loggen skal opbevares og kunne føres minimum 5 år tilbage. Loggen skal på forlangende fremvises for fx beredskabsinspektøren på brandsynet.
Eksterne kontroller af brandtekniske installationer
For vedligeholdelse og kontrol, som driftsansvarlig ikke kan eller må udføre, skal der indgås serviceaftaler med godkendte firmaer. Denne kontrol og vedligeholdelse kaldes ”Eksterne kontroller”.
Kontrollerne skal foretages af firmaer, der er kvalificerede til opgaven og denne skal dokumenteres. Loggen skal på forlangende fremvises for fx beredskabsinspektøren på brandsynet.
Selvom en bygning og dens brandtekniske installationer vedligeholdes efter reglerne, er der alligevel en gang imellem noget som ikke virker. Hvad gør man, indtil fejlen er udbedret?
De brandtekniske installationer og bygningsdele er tilpasset bygningens godkendte brug. Konstateres der fejl eller mangler, skal fejlene og manglerne selvfølgelig rettes hurtigst muligt I mellemtiden skal der iværksættes kompenserende tiltag, indtil fejlen er rettet. I yderste konsekvens, er det kompenserende tiltag, at bygningen ikke må bruges.
Fejl eller nedbrud på brandtekniske installationer
Der skal for alle brandtekniske installationer udarbejdes procedurer ift. fejl/nedbrud. Procedurerne skal udarbejdes på forhånd.
Har fejl eller nedbrud indflydelse på personsikkerhed, skal der iværksættes kompenserende tiltag, indtil fejlen er udbedret, alternativt må lokalerne ikke benyttes.
Brandtekniske installationer med indflydelse på personsikkerhed kan f.eks. være;
- automatisk brandalarmanlæg,
- varslingsanlæg,
- røgalarmanlæg mm.
Fejl på bygningsdele
Har fejl på bygningsdele indflydelse på personsikkerhed, skal der iværksættes kompenserende tiltag, indtil fejlen er udbedret. Alternativt må lokalerne ikke benyttes.
Bygningsdele med indflydelse på personsikkerhed kan f.eks. være;
- brandcelleadskillelser,
- brandglas,
- branddøre,
- brandporte og
- flugtvejsdøre.
Hvis en dørpumpe til en branddør f.eks. ikke kan lukke døren helt tæt og i fals, og dørpumpen ikke umiddelbart kan repareres, kan et midlertidigt kompenserende f.eks. være at
- Holde døren lukket og
- Opsætte skilte på begge sider af døren om at døren skal holdes lukket og
- Instruere personalet i at holde døren lukket